Hvem er tjener? Kuratoren,
kunstneren, sofaen eller maleriet i stuen?
Da jeg blev inviteret til
at kuratere en udstilling i Apart, var jeg nysgerrig efter at undersøge de
forhold, der har indflydelse på oplevelsen af kunst i rum, hvor man normalt
sover, spiser og læser avis i. Hvilken indflydelse vil de objekter, der findes
her i forvejen, have på den kunst, der placeres? Kan man snakke om et
psykologisk skift fra at iagttage kunsten til at iagttage lejlighedens andre
objekter? For at belyse kunstens rolle i denne konstellation har jeg sat en
række forskellige fagpersoner i spil – alle med hver deres indgang til dette
udstillingsprojekt.
Fra starten vidste jeg, at der var nogle værker, som jeg absolut ville have med. Og jeg er taknemlig for, at Marianne indvilligede i at udstille hendes værker endnu engang, selvom hun normalt insisterer på kun at udstille hvert værk én gang. Det var i den spæde fase af projektet, og tjener var noget jeg forsøgte, at tæmme.
Jeg prøvede at forestille mig, at jeg boede i lejligheden. Langsomt opbyggede jeg en form for autisme, hvor jeg ved hvert besøg skulle ind i det bagerste soveværelse og kigge i tøjskabet og se, om der havde været nogen – et par glemte sokker eller nogle hår på hovedpuden fra en overnattende gæst. Jeg prøvede at lære rummene at kende, som om de var en del af mig selv. Efter noget tid begyndte jeg at bruge køleskabet, men Deirdre nåede at udføre et intimt ritual med en nøgen kvinde deroppe før jeg overhovedet havde tænkt på at gå rundt i stuen i boxershorts. Da Jacob begyndte at snakke om, at vi skulle have en spisebordslampe, og at vi skulle skære hul i ruden, tænkte jeg ”nu begynder det”. Nu når den hænger der, er jeg egentlig kommet i tvivl, om det er en skulptur eller en el-installation. Jeg har valgt ikke at spørge ham.
Langsomt og lidt efter lidt begyndte udstillingen at glide ud af mine hænder. Og da jeg foreslog Jørgen at lave et værk i form af en bog, og at han selv kunne invitere en ekstra kunstner med, røg al kontrol, og udstillingen fik sit eget liv. Det var her Kristine dukkede op. De to skrev under en række møder i receptionsområdet en knækprosabog – en bog som på sin vis peger mere ud af lejligheden end de andre værker, men samtidig udpeger stedets lokation og dét København, som findes uden for væggene.
Selv begyndte jeg på dette tidspunkt at søge væk derfra og opholdt mig en uge på Småtrykssamlingen på den sorte diamant, hvor jeg scannede alle IKEA-kataloger udgivet i Danmark siden det første i 1969 til i dag. Materialet kan ses på spisebordet i stuen.
Mikkel er møbelsnedker og hans værker bevæger sig i et grænseland imellem møbel og skulptur. Et eksempel er Skrin, udstyret med glughuller, hvor man både kan gemme væk og sætte til skue på samme tid. Et objekt med en slags dobbeltidentitet, jeg har svært ved at finde ud af om skal iagttages eller bruges som møbel.
Når Simon ser en stol, så sætter han sig ikke i den, men kigger på den, skimmer overfladen og leder efter tegn, der kan give ham et praj om stolens historie og værdi. Jeg forstiller mig hans indre regnemaskine, der skyder kolonner af tal afsted, hver gang han ser en ompolstring eller et gemt årstal på bagsiden af et maleri.
Jeg spurgte Niels, hvordan han troede, de forskellige elementer i lejligheden ville kunne blive læst. Han lærte mig bl.a., at såvel som ordet kan diktere synets bevægelser, kan synet gøre ordet konkret. Og det var først derefter, at det gik det op for mig, at når der er en sofa, bliver der også nødt til at være et maleri (eller flere). Sylvester er maler og en bedre én af slagsen, synes jeg. Jeg forestiller mig ham, når han maler: at han starter fra et figurativt motiv og langsomt tørrer den ene tørre pensel efter den anden af på lærredet, til han til sidst har bevæget sig et sted hen, hvor billedet står og flimrer, som Rubins vase, der ikke kan finde ud af, om den vil være vase eller baggrund.
Stine så jeg som repræsentant for det menneskelige blandt alle de andre objekter, der blev tilført lejligheden. Hun har skrevet en udførlig beskrivelse af, hvordan et menneske kan forvandle sig til en sten. Teksten har hun givet til en performer, som hun har instrueret i at opholde sig tæt på teksten deroppe. Når performeren har fri, tager hun teksten med sig – så det er kun muligt at læse den, mens performeren er der. Jeg spekulerer over, hvem der tjener hvem i ovenstående forhold..
Fra starten vidste jeg, at der var nogle værker, som jeg absolut ville have med. Og jeg er taknemlig for, at Marianne indvilligede i at udstille hendes værker endnu engang, selvom hun normalt insisterer på kun at udstille hvert værk én gang. Det var i den spæde fase af projektet, og tjener var noget jeg forsøgte, at tæmme.
Jeg prøvede at forestille mig, at jeg boede i lejligheden. Langsomt opbyggede jeg en form for autisme, hvor jeg ved hvert besøg skulle ind i det bagerste soveværelse og kigge i tøjskabet og se, om der havde været nogen – et par glemte sokker eller nogle hår på hovedpuden fra en overnattende gæst. Jeg prøvede at lære rummene at kende, som om de var en del af mig selv. Efter noget tid begyndte jeg at bruge køleskabet, men Deirdre nåede at udføre et intimt ritual med en nøgen kvinde deroppe før jeg overhovedet havde tænkt på at gå rundt i stuen i boxershorts. Da Jacob begyndte at snakke om, at vi skulle have en spisebordslampe, og at vi skulle skære hul i ruden, tænkte jeg ”nu begynder det”. Nu når den hænger der, er jeg egentlig kommet i tvivl, om det er en skulptur eller en el-installation. Jeg har valgt ikke at spørge ham.
Langsomt og lidt efter lidt begyndte udstillingen at glide ud af mine hænder. Og da jeg foreslog Jørgen at lave et værk i form af en bog, og at han selv kunne invitere en ekstra kunstner med, røg al kontrol, og udstillingen fik sit eget liv. Det var her Kristine dukkede op. De to skrev under en række møder i receptionsområdet en knækprosabog – en bog som på sin vis peger mere ud af lejligheden end de andre værker, men samtidig udpeger stedets lokation og dét København, som findes uden for væggene.
Selv begyndte jeg på dette tidspunkt at søge væk derfra og opholdt mig en uge på Småtrykssamlingen på den sorte diamant, hvor jeg scannede alle IKEA-kataloger udgivet i Danmark siden det første i 1969 til i dag. Materialet kan ses på spisebordet i stuen.
Mikkel er møbelsnedker og hans værker bevæger sig i et grænseland imellem møbel og skulptur. Et eksempel er Skrin, udstyret med glughuller, hvor man både kan gemme væk og sætte til skue på samme tid. Et objekt med en slags dobbeltidentitet, jeg har svært ved at finde ud af om skal iagttages eller bruges som møbel.
Når Simon ser en stol, så sætter han sig ikke i den, men kigger på den, skimmer overfladen og leder efter tegn, der kan give ham et praj om stolens historie og værdi. Jeg forstiller mig hans indre regnemaskine, der skyder kolonner af tal afsted, hver gang han ser en ompolstring eller et gemt årstal på bagsiden af et maleri.
Jeg spurgte Niels, hvordan han troede, de forskellige elementer i lejligheden ville kunne blive læst. Han lærte mig bl.a., at såvel som ordet kan diktere synets bevægelser, kan synet gøre ordet konkret. Og det var først derefter, at det gik det op for mig, at når der er en sofa, bliver der også nødt til at være et maleri (eller flere). Sylvester er maler og en bedre én af slagsen, synes jeg. Jeg forestiller mig ham, når han maler: at han starter fra et figurativt motiv og langsomt tørrer den ene tørre pensel efter den anden af på lærredet, til han til sidst har bevæget sig et sted hen, hvor billedet står og flimrer, som Rubins vase, der ikke kan finde ud af, om den vil være vase eller baggrund.
Stine så jeg som repræsentant for det menneskelige blandt alle de andre objekter, der blev tilført lejligheden. Hun har skrevet en udførlig beskrivelse af, hvordan et menneske kan forvandle sig til en sten. Teksten har hun givet til en performer, som hun har instrueret i at opholde sig tæt på teksten deroppe. Når performeren har fri, tager hun teksten med sig – så det er kun muligt at læse den, mens performeren er der. Jeg spekulerer over, hvem der tjener hvem i ovenstående forhold..
– og når alt kommer til
alt, hvem tjener så hvem i en udstilling i en lejlighed på et hotel?
Magnus Frederik Clausen, april 2013
Niels Heie, Marianne Hesselbjerg, Jørgen Michaelsen,
Kristine Kemp, Simon Neubert-Luckner, Jacob Jessen, Stine Marie Jacobsen,
Mikkel Magnussen,
Deirdre J. Humphrys, Sylvester Hegner, Magnus Frederik Clausen, ApArt, Copenhagen
Deirdre J. Humphrys, Sylvester Hegner, Magnus Frederik Clausen, ApArt, Copenhagen